Nytårsforsætter: Sådan skaber du positive ændringer i dit arbejdsliv

Tags:

Vi står på tærsklen til 2017 og er dermed nået til den tid på året, hvor mange mennesker laver nytårsforsætter og lægger store planer om deres målsætninger i det nye år. Men selvom intentionerne er gode, skal vi som regel ikke langt ind i januar, før nytårsforsætterne er gået i glemmebogen.

Mange forbinder nytårsforsætter med noget, som kan være rigtig svært at overholde, når man vender tilbage til hverdagen efter juleferien. Men sådan behøver det ikke at være. Årsskiftet kan være en god anledning til at kigge sig selv og sine vaner efter i sømmene og reflektere lidt over, om der er noget, der bør forbedres, og hvad man forventer af det nye år.

Vi vil gerne dele vores idéer til, hvordan du laver nytårsforsætter, der kan være med til at skabe positive ændringer i dit arbejdsliv. Måske du kan supplere med flere idéer?

1. Aktivér dit hæve/sænkebord
Gør det til en vane at køre dit hæve/sænkebord op, inden du går til frokost, og start så med at stå op en time, når du kommer tilbage på din plads. Du kan også hæve bordet inden du går hjem fra arbejde og starte den efterfølgende dag stående.

2. Variér din arbejdsstilling
Der findes desværre ikke én korrekt arbejdsstilling, som kan sikre, at du undgår spændinger og rygproblemer. Ifølge fysioterapeut, Johannes Hultberg handler det derimod om at variere sin arbejdsstilling i løbet af dagen, så kroppen ikke bliver overbelastet. Læs fyssens gode råd og få mere inspiration til at variere din arbejdsstilling.

3. Aftal din arbejdsdag med dig selv
Du kender det sikkert. Pludselig er din kalender fuldt booket med møder, og at det kan være svært at overskue, hvornår du skal få lavet dine ting. Lav derfor aftaler med dig selv og book dem i kalenderen, så du undgår at bliver forstyrret.

4. Sæt deadlines
Hører du til en af dem, der er god til at udskyde sine opgaver, så kan det være en rigtig god idé at sætte nogle deadlines i løbet af din arbejdsdag. Du kan evt. også aftale med dig selv, at din arbejdsdag slutter kl. 16.30. Mange mennesker arbejder mere målrettet, hvis de har en tidshorisont.

5. Kickstart din arbejdsdag med nemme opgaver
Har du svært ved at få taget hul på din arbejdsdag, kan det være en god idé at starte med de nemme opgaver. Når først du kommer i gang med arbejdet, kan det være lettere at komme op i gear.

6. Forvent ikke det perfekte
Mange mennesker har tendens til, at blive ved med at finpudse og justere. Men bliver resultatet af produktet bedre eller i virkeligheden bare anderledes? Indse at det ofte er bedre at få tingene skudt af sted og så lære af sine fejl med tiden. Og husk: øvelse gør mester.

7. Gør den daglige træningsøvelse til rutine
I stedet for at slå dig selv i hovedet over, at du ikke får trænet tre gange om ugen, så fokusér i stedet på at udføre en lille øvelse i din frokostpause. Daglig træning kan være med til at forebygge spændinger og rygproblemer. Følg med på vores Facebookside hver mandag i januar, hvor vi deler ugens træningsøvelse.

8. Kobl af i dine pauser
Det kan være hæmmende for koncentrationen at holde mange små pauser i løbet af dagen. Hold derfor i stedet 2-3 pauser hvor du kommer væk fra dit skrivebord og din computer og får clearet hovedet og strakt benene. Mangler du idéer til en god pause, så lad dig inspirere her.

9. Spis en sund frokost
Nytårsforsæt nr. 9 kan du passende kombinere med forsættet om at koble af i dine pauser. Mange mennesker tror, at de kan nå mere, hvis de spiser en hurtig frokost ved computeren. Men sandheden er at en pause væk fra dine opgaver kombineret med en sund frokost giver dig fornyet energi og inspiration.

10. Smil og hjælp din kollega
Kan du se, at din kollega er kørt fast i en arbejdsopgave, så prioritér at give en hjælpende hånd. Det fremmer det positive samarbejde og vil helt sikkert komme dig selv til gode på sigt.

Relaterede indlæg


Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *