“Jeg arvede fire store papkasser…” Portræt af Lomax-medarbejder

Tags:

Vi har fanget webudvikler John Colsted i et sjældent ledigt øjeblik for at høre om den kæmpe it-udvikling, Lomax har gennemgået i løbet af årene. Læs med og få historien om, hvordan John har været med hele vejen: Først som it-altmuligmanden i den spæde it-start – til webudvikleren på det meget omfattende it-system bag hele webshoppen.

Manden i maskinrummet

”Jeg er oprindelig handelsuddannet og startede i 1996 som sælger i Lomax. Senere blev jeg flyttet til vores grafiske afdeling og gik så i gang med uddannelsen til datamatiker. Jeg blev færdig med uddannelsen i 2002 og startede derefter i Lomax’ it-afdeling. Det blev en lidt hård start, ” fortæller John Colsted.

Den nyuddannede kandidat blev hurtigt sat på en prøve: It-chefen holdt nemlig op, og den uerfarne datamatiker stod pludselig alene med opgaverne:

”Jeg arvede fire store papkasser med licenser, disketter, mapper med statistikker og en masse andet… Noget af en udfordring. Jeg sad i et lille svedigt serverrum med ledninger over det hele og arbejdede med servere, manualer, disketter, diverse udfald på systemet, abonnementer på antivirus OG producerede kataloger – der var nok at lave”.

Inspiration fra USA

Lomax fik sin første hjemmeside i 1999, og i 2003 kom en ny direktør til, Michael Lerche, som for alvor satte strøm til it-udviklingen. Samme år blev Lomax.dk igen fornyet med stor inspiration fra store internationale virksomheder i branchen som Staples og Office Depot. Samtidig tog Lomax hul på markedsføring via e-mails og sendte de allerførste digitale nyhedsbreve til kunderne.

”De første nyhedsbreve lavede vi i Word og brevflettede, når de skulle sendes ud, ” siger John. ”Det kan jo virke helt skørt i dag, men på det tidspunkt havde vi jo ikke så mange e-mailadresser endnu; vi sendte kun ud til 50-100 kunder. I dag sender vi til sammenligning mange tusinde mails ud via specielle mailsystemer”.

Hvordan følger man med som medarbejder?

Men hvordan har du som medarbejder formået at følge med it-udviklingen over mange år?

”Lomax er rigtig god til at trække skarpe eksterne konsulenter ind, som kan udvikle os fagligt. Jeg har f.eks. siddet 1-1 med en konsulent mange gange. Det er super målrettet ny viden, ikke noget med at skyde med spredehagl som på almindelige kurser. Den måde at arbejde på bruger vi meget i Lomax, og det er værdifuldt.

Stor forskel på dengang og nu

I dag tester vi på alt, før det kommer ud til kunderne. Det gjorde vi ikke dengang. Og vi bruger data. Vi måler og analyserer på alt i Lomax for HELE tiden at blive bedre til at servicere kunderne med de varer, de har brug for og for at gøre det nemt for dem, som vores logo siger. Det kan man kun, hvis alt det tekniske bag webshoppen spiller 100 %.

Lomax store styrke er hurtigt at kunne skifte retning, hvis markedet tager en drejning. Ikke at være bange for at tage en chance i markedet. Samtidig er vi gået den sikre vej på it-fronten, f.eks. holder vi stadig fast i en god, ekstern samarbejdspartner fra dengang, jeg startede med it her! Det er nok lidt usædvanligt.

Jeg kan også godt lide, at opgaverne er ret forskellige og at der bliver ved med at være faglige udfordringer, fordi Lomax bliver ved med at udvikle forretningen. Og så har jeg rigtig gode kollegaer”, forklarer John Colsted om baggrunden for, at han har arbejdet mange år i Lomax.

John Colsted, fra it-altmuligmand i 1999 til webudvikler i it-afdelingen 2017

 

Lomax hjemmeside fra 2000

Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *