Sådan opbevarer du din chokolade

Tags:

Chokolade er lidt af en følsom størrelse. Hvis du opbevarer den for varmt eller for koldt, risikerer du at den får et gråligt skær – man siger også at den ”blomstrer”. Men med den rigtige opbevaring kan du få din chokolade til at holde rigtig længe. Læs hvordan her.

Har du også prøvet at åbne en plade chokolade, der er blevet lidt grå? Det er ikke et tegn på at chokoladen er dårlig. Man kan sagtens spise den. Den smager stadigvæk fint. Men rigtig mange mennesker spiser med øjnene, og en grå overflade vil derfor have betydning for nydelsen – en mørk blank chokolade er bare smukkere og mere indbydende end en mat grå.

Hvorfor bliver chokolade grå?

Den grå farve kommer, når chokoladen opbevares for varmt eller flyttes mellem skiftende temperaturer. Varmen får ganske enkelt fedtstofferne til at trække ud i overfladen og sætter sig som et gråligt skær, når chokoladen bliver kold igen. Den grå farve kan også komme, hvis chokoladen bliver opbevaret for koldt eller fugtigt. Sker dette, er det sukkeret, som trænger ud og skaber det grålige skær.

Sådan får du det grå væk

Hvis din chokolade er blevet grå, kan den tempereres og bruges som f.eks. overtræk til konfekt eller fyldte chokolader, så forsvinder den grå farve igen.

Følger du rådene fra listen nedenfor, så kan det meste chokolade holde sig i op til et år.

Huskeliste til opbevaring af chokolade

  • Sørg for at opbevare din chokolade ved stabil temperatur helst mellem 15-17 grader.
  • Opbevar ikke din chokolade i køleskabet, da luftfugtigheden ikke bør overstige 55%.
  • Undgå at din chokolade får for meget lys – opbevar den gerne i et mørkt skab.
  • Chokolade, i såvel ren form som tilberedt til f.eks. fyldte chokolader, holder sig bedst indpakket.
  • Pak din chokolade ind i tæt emballage for at undgå at den tager smag af andre fødevarer.
  • Skal du bruge din chokolade til bagværk, fyldte chokolader eller overtræk, så vær forsigtig med at opvarme den for hurtigt. Husk på at chokolade er meget følsom og derfor ikke har godt af hurtig opvarmning.

Hvor længe kan chokolade holde sig?

Hvis du følger disse henvisninger kan chokolade holde sig ret længe: mælkechokolade kan holde sig i op til et år, mørk chokolade i næsten to år og hvid chokolade i ca. fire måneder. Fyldte chokolader såsom trøfler kan holde sig i tre-fire måneder.

Se Lomax’ store sortiment af chokolade.

Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *