Det skal du vide om indretning af hjemmearbejdspladsen

Tags:

Det fysiske skel mellem arbejdspladsen og hjemmet er med tiden blevet temmelig udvisket. Hvor man tidligere stemplede ind på kontoret om morgenen og stemplede ud igen om eftermiddagen, er det i dag mere fleksibelt og flydende, og flere og flere arbejder hjemmefra mange timer om ugen. Et godt arbejdsmiljø i boligen er derfor næsten ligeså vigtigt som på arbejdspladsen.

Komfort, overblik og velvære spiller en afgørende rolle for, at vi kan arbejde koncentreret – både ude og hjemme, og det er derfor vigtigt, at hjemmekontoret også opfylder vores krav til gode arbejdsforhold. Men det kan være svært ved at skabe et tilfredsstillende arbejdsrum hjemme i privaten, og man ender ofte med at sidde ved et overfyldt skrivebord i et pulterkammerlignende rum omgivet af skiudstyr, gammelt nips og støvede ringbind. For at undgå sådanne scenarier har vi samlet ti ting, der hjælper dig til at indrette et hjemmekontor, som du rent faktisk har lyst til at arbejde i.

Ti ting du har brug for på hjemmearbejdspladsen

  1. Varier dine arbejdsstillinger. Vi ved i dag, at det er skadeligt for kroppen at sidde i én bestemt arbejdsstilling i længere tid af gangen, og det er derfor vigtigt at kunne variere disse med jævne mellemrum. Et skrivebord, der kan hæves og sænkes, giver dig ikke blot mulighed for at indstille højden efter din egen højde siddende, men også for at veksle mellem at sidde og stå, hvilket er vigtigt, hvis du vil forebygge især rygproblemer. Det rette skrivebord er derfor et af de vigtigste skridt på vejen til et godt hjemmekontor.
  2. Ergonomisk komfort. Selvom det er vigtigt at komme op og stå, er det de færreste, der kan arbejde flere timer i træk stående foran computeren. Heldigvis er der efterhånden kommet et godt udvalg af ergonomisk gennemtænkte kontorstole på markedet, der gør det muligt for dig at variere dine siddende arbejdsstillinger og indstille stolen, så den passer perfekt til din krop.
  3. Et ordentligt underlag. Et ridset gulv skal helst ikke være en bivirkning ved hjemmearbejdet. Med et skridsikkert stoleunderlag kan du sikre dine gulve og samtidig lade stolen glide uhindret, hvad enten du skal op og stå eller bare havde noget i skuffen.
  4. Skab hyggelig orden. De fleste af os kender nok den overfyldte stigereol, hvor fotoalbums, brætspil og gamle VHS-bånd mænger sig kaotisk med arbejdspapirerne. Du kan let få orden i sagerne med de rigtige opbevaringsmøbler, der kan kombineres, så passer til dine eksakte behov. Ved at vælge præcis den træsort og det design, du bedst kan lide, kan du nemt skabe en mere hyggelig og mindre kontoragtig stemning.
  5. Den rette belysning. Koncentreret arbejde kræver ordentlig belysning. Mange af os arbejder ofte hjemme om aftenen, og i vinterhalvåret er det ikke just de store lysmængder, der præger de skandinaviske lande. Med den rette lampe får du en god og justerbar lyskilde, der giver et jævnt lys på dit skrivebord.
  6. Overblik på skrivebordet. Selv inkarnerede ordensmennesker kan nok ikke sige sig fri for engang imellem at have haft et skrivebord, hvor papirstakkene pludselig ligger i et virvar, og hvor man ender med at bruge unødigt lang tid på at finde lige præcis den skrivelse, man står og mangler. Det er derfor vigtigt at skabe orden i de papirer, som skal være tæt ved hånden. Dette kan gøres helt enkelt med en brevbakke. Emneinddel eksempelvis rummene så det hele tiden er hurtigt og nemt at sortere og rydde op.
  7. Ud med det, der ikke skal bruges. For at opretholde ordenen på skrivebordet, skal man løbende rydde op og smide væk. Men husets skraldespand i køkkenet er pludselig meget langt væk, og mange ting ender derfor med at ligge og flyde i kontoret. Med en papirkurv er det hurtigt at kassere papirer, opbrugte kuglepenne og papirklips, så de ikke hober sig op.
  8. Saml dine skriveredskaber. Kuglepennene, overstregningstusserne, viskelæder og sakse samles pænt og praktisk i en penneholder. Således har du altid dine redskaber lige ved hånden. Vælg eksempelvis en, der matcher dine andre kontorartikler og skab en sammenhængende tråd i indretningen.
  9. Professionel printning. E-mailstrømmen og det ofte medfølgende behov for at printe og scanne stopper ikke blot fordi, man arbejder hjemmefra. En multifunktionsprinter gør det muligt både at printe, scanne og kopiere hjemme i privaten uden at den optager en masse plads.
  10. Ledningsfrit hjem. Hvem kan ikke blive træt ved synet af endeløse ledninger, der ligger og flyder overalt? Heldigvis er der i dag mange trådløse produkter på markedet, så du er fri for rodet på skrivebordet og langs panelerne. Med et trådløst tastatur og en trådløs mus er du desuden mere mobil og kan nemmere skifte arbejdsstillinger, uden at bordets vekslende højder begrænses af ledningernes længde.

Relaterede indlæg


Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *