Det vidste du ikke om påskeæg

Tags:

Påsken i Danmark er forbundet med mange hyggelige traditioner. I de fleste danske hjem byder påskedagene på både påskefrokost, påskeliljer og påskeæg, og i ugerne op til påske bliver der rundt om i landet klippet rigtig mange gækkebreve i håb om, at modtageren ikke kan gennemskue navnet bag prikkerne, så afsenderen kan kræve et påskeæg.

Gækkebreve er en tradition, som de vi er vokset op med, ligesom vi er vokset op med, at påskeæg er lavet af chokolade og nogen gange også fyldt med marcipan og nougat. Men hvor stammer traditionen med påskeæg egentlig fra? Og har de altid været lavet af chokolade? Læs med her og få historien om traditionen med påskeæg.

Hvor stammer traditionen med påskeæg fra?

Det er svært at spore præcis, hvor og hvornår traditionen med påskeæg er opstået, men helt tilbage i Middelalderen kan man finde eksempler på, at man i mere fornemme kredse anvendte dekorerede hønseæg i forbindelse med påske.

Nogle af de ældste danske påskeæg, man har kunnet spore, er dem, som Leonora Christine omtaler i sit ’Jammersminde’, hvor hun beskriver, hvordan hun udvekslede dekorerede påskeæg med en medfange i Blåtårn.

Mange år senere i bondesamfundet blev æg set som en delikatesse, og op til påske kunne man opleve børn gå rundt og ’synge for æg’, ligesom børn i dag ’synger for slik’ til fastelavn. Æggene blev dengang kogt med forskellige naturlige farvemidler som f.eks. løgskaller, eller hvis de skulle være ekstra fine, tegnede man mønstre og lavede dekorative ridser i skallen.

Ingen påske uden chokoladeæg

Påskeæg har altså været brugt længe, men har ikke altid været lavet af chokolade og pakket ind i kulørt sølvpapir, som de er i dag. De første chokoladepåskeæg optrådte i 1917 hos firmaet Galle og Jessen, men først i 1920’erne og 30’erne begyndte chokoladeæggene at blive populære. Deres endelige gennembrud kom dog først efter 2. verdenskrig, da de søde sager kom tilbage på markedet efter mange år med rationering.

I dag er chokoladeægget en af de mest populære traditioner i forbindelse med påske – både blandt børn og voksne. Det er forbundet med tradition og hygge, da det vækker minder fra barndommen om at lave gæk med f.eks. bedsteforældre og narre dem til et påskeæg.

Et påskeæg koster ikke ret meget men værdsættes højt blandt folk i alle aldre. En sjov påsketradition på arbejdspladsen kunne derfor være at overraske en kollega med et gækkebrev. Hvem ved, måske du er heldig, at din kollega ikke kan gætte, at det er dig, der er afsenderen.

Har I andre sjove eller hyggelige påsketraditioner på din arbejdsplads? 

Kommentarer

  1. Anette 15. april 2017 kl. 13:08

    Det var da en god idé med gækkebreve på arbejdspladsen, mange har jo hemlig nisser til jul.
    I glemte dog lidt om hvorfor vinger æg syntes jeg, det jo egentlig et frugtbarhedssymbol, som kan spores tilbage til før kristendommen.
    God påske
    Min-servicehund.blogspot.com


Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *