Drikker du vand nok i løbet af dagen?

Tags:

Du har sikkert hørt det før. Du skal huske at drikke masser af vand – mindst halvanden til to liter om dagen! Men hvad sker der egentlig i kroppen, i hjernen og med din ydeevne, hvis du ikke får nok væske? Og hvordan kan du gøre det nemt at huske at få drukket, det du har brug for? Læs med her og få nyttige tips til, hvordan du sikrer en sund væskebalance, så du kan yde dit bedste hver dag.

Hvad er tegnene på væskemangel?

Kroppen består af cirka 60 procent vand, som er afgørende for, at stort set alle processer i kroppen fungerer, som de skal. Bare et lille underskud på væskebalancen sætter din krop og hjerne i slowmotion og påvirker din ydeevne negativt.

Et af de mest almindelige tegn på væskemangel er hovedpine og svimmelhed. Hvis du får for lidt vand tærer det på den væske, der omkranser hjernen, og det kan føre hovedpine med sig. Og hvis man har ondt i hovedet, kan det være svært at koncentrere sig om at arbejde. Drik derfor gerne et stort glas vand, hvis dit hoved begynder at gøre ondt.

En anden meget almindelig bivirkning af dehydrering er dårlig koncentration. Mangel på vand kan påvirke både koncentrationsevnen, hukommelsen og din evne til at tage beslutninger. Så hvis helt simple opgaver pludselig virker uoverskuelige, kan det være en god idé at række ud efter et glas vand. Der er stor sandsynlighed for, at du har lidt lettere ved at samle dig om tingene bagefter.

Når du er i underskud på væskebalancen, falder dit blodtryk og tilførslen af ilt til hjernen. Det vil have betydning for dit energiniveau, og din krop vil højst sandsynligt udvise tegn på udmattelse, som kan give tendens til sløvhed. Så hvis du gerne vil være effektiv i løbet af din arbejdsdag, er det vigtigt at sørge for, at vanddepoterne er fyldt op.

Så meget væske har du behov for

Det er meget individuelt, hvor meget væske vi har behov for, da det afhænger af kropsvægt, alder og aktivitetsniveau. Ifølge personlig træner og kostvejleder, Birgitte Nymann skal et sundt og raskt voksent menneske som udgangspunkt drikke 1/3 af sin kropsvægt i deciliter om dagen – vejer du 60 kg, svarer det altså til to liter. Men arbejder du f.eks. et sted, hvor der er meget varmt, eller har du et fysisk krævende arbejde, har du naturligvis brug for mere væske. Præcis hvor meget er svært at sige, da det afhænger af, hvor stort dit væsketab er. En god tommelfingerregel er at drikke, til man har slukket sin tørst.

5 tips til en god væskebalance

Rigtig mange mennesker glemmer at få drukket nok vand i løbet af deres arbejdsdag. Gerne fordi dagene er travle, og tankerne handler om alt andet end at huske at få væske. Men når trætheden, hovedpinen og koncentrationsproblemerne indtræffer om eftermiddagen, bliver man mindet om, at man ikke har fået drukket nok i løbet af dagen.

Her får du vores fem bedste tips til at opretholde en god væskebalance:

  1. Drikkeflaske eller vand på flaske: vil du være sikker på at få drukket nok vand i løbet af dagen, kan du med fordel anskaffe dig en drikkeflaske eller drikke vand fra flaske. På den måde ved du hvor meget vand, du har drukket, når flasken er tom.
  2. Vand med smag: efter en hård løbetur kan det være dejligt at slukke tørsten i vand, men til hverdag kan vand godt virke en smule kedeligt og utilfredsstillende. Erstat derfor noget af dit daglige vandindtag med f.eks. kildevand med smag, som er et sundt alternativ til sodavand, da de hverken indeholder sukker eller kalorier. Bruger du en drikkeflaske, kan du også prøve selv at tilføje smag til dit vand. Put f.eks. en skrive citron, et stykke ingefær eller en kvist mynte i flasken. Så har du en velsmagende drik, som nok skal få dit daglige vandindtag til at stige!
  3. Vanddispenser: et andet godt alternativ til postevandet er danskvand. Måske du kan få overtalt din chef til at anskaffe en vanddispenser, så har du altid et friskt og koldt alternativ til det lunkne postevand lige ved hånden.
  4. Kaffe og te: tidligere mente man, at kaffe og te virker dehydrerende, men undersøgelser viser, at det ikke er tilfældet. Du kan derfor sagtens erstatte et par glas vand med en kop kaffe eller te. Pas dog på med, at du ikke får for meget koffein.
  5. Vandpause: planlæg små vandpauser i løbet af din arbejdsdag, hvor du f.eks. rejser dig fra din plads, strækker benene og drikker et glas vand eller går en tur i køkkenet og fylder glasset op igen. Sådanne små mikropauser hjælper dig ikke kun til at huske at drikke vand, men kan også fungere som små pusterum, som kan være med til at forebygge træthed samt øge din effektivitet og produktivitet.

Bonustip: flere medarbejdere her hos os benytter app’en Mit vand, som du kan hente helt gratis i både iTunes og Google Play. Ved hjælp af denne app kan du hurtigt regne ud, hvor meget væske du bør indtage i løbet af en dag. Og du kan tilmeld indstille den til at give dig notifikationer, når det er tid til at fylde væskedepoterne op.

Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *