Derfor skal du spise frokost ude

Tags:

Et stigende antal virksomheder giver deres ansatte mulighed for at afholde frokostpausen ude i det fri. Det lyder måske en anelse friskt i et land, hvor en stor del af året er til den kølige side, men der er faktisk flere gode grunde til at nyde maden udendørs – ikke mindst i vinterhalvåret, hvor det kun er lyst i arbejdstiden.

Hold frokostpausen ude og boost din sundhed

  1. Ny energi til hjernen. Du kender sikkert den tunge fornemmelse, der opstår i krop og sind efter nogle timer indendørs – måske endda med blikket fast rettet mod en skærm. Det er sjældent dér, man får de bedste idéer eller skriver fejlfrit. Men når du træder væk fra skrivebordet og bevæger dig udenfor i et andet miljø med frisk luft og højt til himlen, får hjernen ny energi og sceneskiftet styrker koncentrationsevnen og kreativiteten betydeligt.
  2. Bliv gladere. Lige så fantastisk som lyset er i det skandinaviske sommerhalvår, lige så trist kan det være i vinterhalvåret. Når det er mørkt både ved arbejdsdagens begyndelse og afslutning, er det derfor ekstra vigtigt at bevæge sig udenfor midt på dagen. Naturligt lys øger hjernens serotoninniveau, hvilket fremmer det gode humør og følelsen af velvære.
  3. Tal sammen i ro og mag. Virksomhedens kantine danner ramme om frokosten for langt de fleste ansatte, men det betyder også, at lydniveauet ofte er meget højt her.
    Tag frokosten udenfor og nyd roen til samtale uden baggrundsstøj.
  4. Boost sundheden. Vi er meget opmærksomme på, at børn skal ud og have frisk luft hver dag. Denne udelivs-opmærksomhed ophører dog gradvist, når vi nærmer os voksenlivet.
    Men frisk luft har en lige så opkvikkende og sund effekt på voksne som på børn. Sollys fremmer kroppens produktion af D-vitamin, der blandt andet styrker knogler, muskler og det genneralle energiniveau – også når det er overskyet.

Giv dine medarbejdere optimale muligheder for at spise udendørs

At lave om på sine rutiner er nemmere for nogle end for andre. Men du kan gøre turen udenfor lidt mere tillokkende, hvis der skabes et rart og indbydende udeklima.

Her får du nogle forslag til ting, der højner bekvemmeligheden under frokosten i det fri.

  • Naturligt samlingspunkt. Det kræver blot små initiativer, at skabe et ’rum’ udenfor virksomhedens vægge. Sæt et bord-bænkesæt op og du har allerede dannet et godt samlingspunkt for frokosten i det fri.
  • Sid tørt og godt året rundt. Hav eventuelt nogle vandafvisende sædehynder stående, som medarbejderne kan tage med ud. Så sidder alle varmt og tørt både i vinter- og sommerhalvåret.
  • Skærm af. Om sommeren kan solen være meget kraftig netop omkring frokosttid, omvendt kan regn eller sne trække lidt ned på hyggebarometret resten af året. Med en parasol kan vejrets luner afskærmes, så alle kan sidde sikkert, tørt og rart lige meget om solen skinner fra en skyfri himmel, eller det står ned i stænger.
  • Pas på sidevinde. Kraftige vinde er uundgåelige om efteråret, og et vindstød kan på et splitsekund rydde et helt bord. Med et sidesejl sikrer du, at dine medarbejderes frokost bliver på bordet – hvor det trods alt er nemmest at spise den.
  • Hold varmen. Selv med den helt store vintergarderobe kan det godt blive en anelse køligt at sidde stille udenfor, når termometeret bevæger sig under frysepunktet. Og så sjovt er det heller ikke at spise med vanter på. En terrassevarmer er en ekstremt effektiv vej til behagelige temperaturer selv efter frostens indtog.
  • Ekstra hygge. Planter og blomster løfter indretningen inde såvel som ude. Lad nogle blomsterkasser pryde den udendørs frokoststue og plant eventuelt også krydderurter, så smags- og lugtesansen også forkæles.
  • Pas på miljøet. Hvis glæden ved udearealet skal vare ved, er det vigtigt, at der bliver ved med at være rent og pænt. Sørg derfor for at opstille nogle robuste skraldespande, som kan holde til årets skiftende vejrforhold.

Relaterede indlæg


Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *