Bekæmp trætheden med lys og øg din produktivitet

Tags:

Føler du dig også mere træt og uoplagt om vinteren? Frygt ikke, du er langt fra alene! Rigtig mange danskere oplever vintertræthed, når dagene bliver kortere og mørkere, men det kan der heldigvis gøres noget ved.

Det er mørkt, når vi møder på arbejde, og det er mørkt igen, når vi går hjem. Manglen på lys i vinterhalvåret har en negativ indvirkning på vores humør og helbred, og langt de fleste føler sig derfor enten trætte, energiforladte eller nedtrykte – en del af os udvikler sågar efterårs- og vinterdepressioner.

Læs videre og find ud af, hvorfor mangel på lys kan påvirke dit humør og overskud i hverdagen, og hvad du kan gøre for at øge din produktivitet og dit energiniveau i vinterhalvåret.

Hvorfor gør mangel på lys os trætte og umotiverede?

Lige så vel som en sund kost, regelmæssig motion og en god nattesøvn har afgørende betydning for vores velbefindende, har vi også brug for tilstrækkelig dagslys for at kunne holde os sunde, glade og aktive. Når vi ikke får nok dagslys påvirkes vi negativt og bliver nemt trætte, nedtrykte eller ineffektive. Men hvorfor gør vi egentlig det?

Det korte svar er øget produktion af hormonet melatonin, som virker søvndyssende, og som vores hjerne producerer mest af, når det er mørkt udenfor. Sollys hæmmer produktionen af melatonin, og en af de vigtigste faktorer for regulering af vores døgnrytme er derfor lys. Om vinteren, hvor det er mørkt i flere timer af døgnet, forsvinder hormonet selvsagt ikke i samme grad, som det gør om sommeren. Det betyder, at søvntrangen og trætheden er størst i de mørke måneder.

Desuden ved man, at mængden af lys også spiller ind på mængden af signalstoffet serotonin i hjernen. Serotonin er det signalstof, som er ansvarligt for vores lykkefølelse, og for lidt lys og dermed for lidt serotonin kan føre til vinterdepression.

Derfor er det ikke så underligt, at jo længere væk fra ækvator man kommer, jo flere mennesker er der med vinterdepression.

Lysterapi booster dit humør og energiniveau

Hvis du er en af dem, der gerne vil forebygge træthed og depression og samtidig øge produktiviteten i de mørke vintermåneder kan en god lysterapilampe måske være løsningen for dig. Lysterapilamper en af de mest anerkendte former for behandling og forebyggelse af vintertræthed og depression. De simulerer solens stråler og kan derfor kompensere for mangel på dagslys i vinterhalvåret.

Lysterapi stabiliserer døgnrytmen, giver mere energi og øger niveauet af serotonin i hjernen, og kan derfor være med til at mindske træthed og risikoen for vinterdepression og kan tilmed øge din produktivitet og præstationsevne.

Fem gode råd til at undgå vintertræthed og depression

Der er dog også andre gode råd, som kan hjælpe dig med at forebygge vintertræthed og depression, og som fungerer rigtig godt i kombination med lysterapi.

  1. Opsøg lyset: selvom det er sparsomt med dagslyset om vinteren, så er det jo trods alt lyst i ca. otte timer hver dag. Desværre er mange af os dog på arbejde i de lyse timer. Et godt råd er derfor at afholde walk and talk-møder, hvor du sammen med en kollega tager en tur rundt om bygningen og drøfter dagens dagsorden. Eller at holde en mikropause, hvor du stiller dig i vinduet i 5-10 minutter og slikker solens stråler til dig.
  2. Skab ordentlige belysningsforhold indenfor: et godt arbejdslys virker positivt på din trivsel og dit velbefindende, men hvad er et ordentligt arbejdslys egentlig? Læs vores indlæg om lys og lamper på kontoret og bliv klogere på, hvordan du skal indrette din arbejdsplads, så du er sikker på at få nok lys.
  3. Overhold dine sengetider: sørg for at få rigeligt med søvn. Det anbefales, at man får syv til otte timers søvn hver nat, og i vinterhalvåret kan det i perioder være nødvendigt mere endnu flere timer under dynen.
  4. Bevæg dig og dyrk motion: lav en løbeklub med kollegerne – ikke nok med at en løbetur giver energi til hjernen og styrker fællesskabet, så kan det også give dig den dosis lys, som du mangler. Hvis du synes en løbeklub er lige ambitiøst nok, så kan du også nøjes med en gå-klub. Flere medarbejdere her hos Lomax går dagligt en kort tur for at få fornyet energi.
  5. Lad være med at stresse: mange mennesker har det med at sætte ambitionsniveauet meget højt og blive stressede, hvis de ikke når det, de gerne ville nå. Men især i vinterhalvåret kan det være en god idé at skrue lidt ned for ambitionerne og give sig selv lov til at tage den lidt mere med ro. Stress kan nemlig forværre vintertrætheden, så den udvikler sig til depression.

Vinterdepression er typisk en mildere form for depression end andre former for depressioner, og du kan selv gøre meget for at bekæmpe det. Lysterapi er en billig og nem måde at komme problemet til livs.

Hvis du allerede følger disse fem råd men alligevel føler dig nedtrykt, mister lysten til at gøre ting du normalt godt kan lide eller ikke har lyst til at stå op om morgenen, så kan det være en god ide at søge læge – det kan nemlig være tegn på depression, som der skal mere til at komme til livs.

FAKTA:

Dagslys forbedrer:

– Din produktivitet.
– Din hjernekapacitet, koncentration og hukommelse.
– Hjernens arbejdshastighed og reaktionsevne.

Relaterede indlæg


25. november 2014

En på lampen

8. januar 2016

Træn med Lomax

Skriv en kommentar


Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *